Florahuset
Florafamilie

Ny daglig leder i Florahuset

Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at Emek Yalcin er blevet ansat som daglig leder i Florahuset.

Florahuset og Florafamilie har de seneste år været i en rivende udvikling. Derfor er der opstået et behov for at Rania Radi, i sin egenskab af direktør, skal bruge mere tid på den overordnede drift og udvikling af virksomhederne.

I vores rekruttering af en daglig leder har vi været meget omhyggelige, og vi har opstillet kriterier og cases på baggrund af vores erfaring med at drive opholdssted.

For os er det at finde det helt rigtige match ikke blot værdifuldt for den samlede organisation, det betyder også at vores anbragte børn og unge ikke kommer til at opleve flere skift i deres hverdag end højst nødvendigt.

Vi er overbevist om at have fundet den helt rigtige til at varetage opgaven.

Emek er uddannet socialpædagog og kommer fra en stilling som teamleder på Det socialpædagogiske opholdssted Bustrup, hvor han under sin ansættelse blev forfremmet og løbende fik udvidet sin ledelsesmæssige opgaveportefølje.

Vi i Florahuset blev, under ansættelsesforløbet, imponerede over Emeks viden på vores specialiserede område, hans ledelsesmæssige overvejelser og metoder og vigtigst af alt hans ordentlighed og grundighed, som vi i Florahuset og i Florafamilie sætter meget højt i arbejdet med børn, unge og voksne.

Jeg har været meget glad for min ansættelse på Bustrup, som socialpædagog og teamleder, hvor der var en bred opgaveportefølje, herunder det specialiserede område med børn og unge med tværkulturelle udfordringer, negativ social kontrol og æresrelaterede problematikker, som jeg har et særligt forhold til.

Stillingen som daglig leder i Florahuset, som næsten udelukkende arbejder med børn og unge med tværkulturelle udfordringer, og muligheden for at fortsætte min ledelsesmæssige udvikling virker helt rigtig for mig. Derudover glæder jeg mig til det tætte samarbejde mellem Florahuset og Florafamilie, hvilket giver mulighed for en helt særlig sammenhængende indsats omkring vores anbragte børn og unge”. – Emek Yalcin.

Vi byder Emek hjerteligt velkommen og ser frem til et godt samarbejde.